onsdag den 10. maj 2017

En tur i skoven af Bill Bryson

"Skoven minder ikke om andre steder. For det første er den kubisk. Træerne omgiver én, luder ind over én, trænger sig på fra alle sider. Skoven tager udsigten og lader én tilbage uden overblik eller fat kurs. Den får én til at føle sig lille og forvirret og sårbar som et lille barn, der er faret vild i en skov af voksne ben. Hvis man befinder sig i en ørken eller på prærien, er man i det mindste klar over, at man er ude i et sort, åbent terræn. Står man i en skov, er størrelsen kun en fornemmelse. Skoven er tilsyneladende uendelig, og man aner ikke, hvor man er"
Undertitel: Amerika genopdaget på Appalacherruten
4/6stjerner   Sideantal: 299    Forlag: C&K forlag
Bogen kan købes her

Bogen "En tur i skoven" handler ikke bare om en lille tur i en hvilken som helst skov, men i skoven omkring den berømte og berygtede Appalacherrute. En amerikansk vandre-rute på omkring 3500 km, som går igennem 14 stater fra Georgia til Maine.  De er de lange vandre-ruters bedstefar, som de fleste vandrere og eventyrer drømmer om at besøge en dag. Dette gjaldt også Bill Bryson og da han flyttede til en lille by i New Hampshire befandt ruten sig stort set i hans baghave. Som den berømte naturforsker John Muir siger; så var det noget det kunne få én til at "smide et franskbrød og et pund te i den gamle rygsæk og sprænge over gærdet i baghaven

Bill Bryson er godt nok middelalderende og ikke helt i topform længere, men det forhindrer ham ikke i at kaste sig hovedkulds ud i den lange vandretur.  Det viser sig dog, at han ikke er den eneste som går med drømme om Appalacherruten. Hans gamle kammerat Stephen Katz vil også gerne med, og det for han lov til, på trods af at han gik Bryson på nerverne sidst de var på rygsækrejse gennem Europa i deres unge dage. Og at han, om end muligt, er i endnu dårligere form, og ikke har yderlige erfaringer med vandring. Grundstenen er så småt lagt til et livsbekræftende og morsomt eventyr.

"Når dagen er forbi, tænker man ikke "Jeg har gået 25 km i dag,"
 lige så lidt som man tænker: "Jeg har trukket vejret 8000 gange i dag."
 Det bliver bare noget man gør"

Bill Bryson er nok ikke kendt af de fleste som hverken vandrende eller eventyrer, men nok snarere som forfatteren bag bestselleren "En kort historie om næsten alt". Kærligheden til formidling af viden, som lå bag denne bog, kan helt klart genfindes i "En tur i skoven". Selvom bogen handler om hans egne oplevelser med at gå ruten, handler den i ligeså høj grad om rutens historie, geografi og biologi. Man får bl.a. svar på hvordan ruten opstod, hvilke konflikter der har været undervejs, samt hvordan biodiversiteten og dyrelivet har ændret sig. Bryson formår kort sagt at skabe en harmoni mellem den personlig indgangsvinkel og de helt store linjer. Nogle ting satte sig mere fast end andre. Bl.a. det faktum at amerikanere på gældende tidspunkt (1998) kun gik 350 m om dagen i gennemsnit, hvilket svarer til hvad Bryson og Katz gik hvert 20 min. Ret tankevækkende!!

"Jeg havde nået et punkt, hvor smerte og vabler var en så indgroet
 del af min eksistens, at jeg ikke længere lagde mærke til dem"

Bogen er også fyldt med anekdoter og myter om dem som har gennemført hele ruten i et stræk. Heriblandt findes alt lige fra en bedstemor, til en overvægtig knægt som gerne ville tabe sig, og startede ud med, kun at kunne gå 8 km om dagen. Der er tilmed de folk som slet ikke kan holde op med at vandre og vender om mod Georgia igen når de når Maine.  Jeg kan dog allerede afsløre her, at hverken Bryson og Katz ender med at blive en del af denne fornemme klub. De ender med at vandre ca. 1400 km af ruten, hvilket svarer til ca. 39,5% af stræktingen.  Bogen kommer også ind på de mere dystre anekdoter om mord og bjørne-angreb.  Hvis jeg skal beskrive bogen med få ord, så er den nok den bedste og mest underholdende guide til Appalacherruten, både for dem som vil gå den, drømmer herom eller ligesom jeg selv, aldrig havde hørt om ruten før. 

Bonus: bogen blev filmatiseret i 2015 med Robert Redford i rollen som Bill Bryson. Du kan se traileren her


"Man bliver altid en smule chokere, når man forlader stien og pludselig befinder sig i en verden med bekvemmeligheder og valgmuligheder, men det var noget andet denne gang. Denne gang var det permanent. Vi hængte vandrestøvlerne op på væggen. Fra nu af ville der altid være Coca-Cola, bløde senge, brusebag og hvad vi i øvrigt havde lyst til"

1 kommentar: