mandag den 9. oktober 2017

Den store jernbanebasar af Poul Theroux.

"Ofte var der tredive mellem sætningerne
og hundredeogtres mellem jeg færdiggjorde dem.
4/6 stjerner    Sideantal:360    Forlag: C&K forlag


Som dreng voksede jeg op tæt på Boston Maine-linje og lige siden har jeg sjældent hørt et tog køre forbi, uden at jeg har ønsket at være ombord.” Sådan starter Poul Theroux sin kanoniserede jernbane-odyssé. Bogen basere sig på fire måneder lang togrejse der påbegyndte i London 1973 og førte Theroux gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Sri Lanka, Thailand, Laos, Malaysia, Singapore, Japan og Sovjetunionen, hvor han var ombord på de legendariske tog: Orient-ekspressen, Khyber Pass Local, Golden Arrow, Mandalay-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane. 

"De thailandske tog har en brusekumme med glaserede drager på siden, de ceylonesiske tog har vogne, der er forbeholdt buddhister, de indiske har vegetarkøkkener og seks klasser, de iranske har bedetæpper, de malaysiske har nudelboder, de vietnamesiske har skudsikre ruder i lokomotivet, og i hver eneste vogn i Rusland er der en samovar."

Bogen består af 30 kapitler, der hver tager udgangspunkt i en ny by på hans rejse og giver et antropologisk kig ind i de forskellige kulturer. Jeg bed bl.a. mærke i at de i indien har deres egen version af molbohistorierne, bare for Sihk.  

Japanerne har perfektioneret de gode manerer i en sådan grad, at det grænser til det uhøflige.

 I dag fungerer bogen som et historisk vindue til en svunden tid. Mange ting har ændret sig siden Theroux rejste, hvilket er et af rejselitteraturens helt store forcer. De bliver, om de ønsker det eller ej, historiske beretninger.  

Rejsebogen kedede mig. Den var skrevet af en kedelig forfatter og blev læst af kedelige mennesker. Det irriterede mig, at rejseskribenter skjulte sine øjeblikke af desperation, frygt eller begær. Eller på tilsvarende vis undlod de optrin, hvor han eller hun råbte ad en taxachauffør eller gjorde grin med folkedanserne.

Det vigtigste i bogen er dog dens stillingtagen til hvad rejselitteratur bør være. Og dette er ikke finpudsede beretninger om smukke seværdigheder, men sandfærdige beretninger om rejsen besvær og de mennesker krydser ens vej.  Derudover har Theroux en helt fantastisk litterære viden, han trækker på gennem hans rejse. 

Mark Twain sagde om inderne: “Det er et pudsigt folk. For dem lader alle skabninger til at være hellige bortset fra mennesket.

lørdag den 7. oktober 2017

Med Jon i vildmarken af Jon Lindberg

4/6 stjerner     Sidetal:  187     Forlag: Turbine

Måske sad du, ligesom mig, klistret til skærmen hver gang der kom et nyt afsnit af DR's eksperiment "Alene i vildmarken.". Det var lidt ligesom at få lov til at overvære forskellige versioner af Jon Krakauers bog "Into the Wild". Man fik et psykologisk indblik i hvad isolationen gør ved mennesker, hvilket i det fleste tilfælde end med en konklusion nær Chris Mccandless "Happiness is only real when shared." Men det var i den grad også fascinerende at opleve de forskellige deltagers evner til at overleve i vildmarken. Særligt sidst nævnte kommer man endnu tættere på i vinderen, Jon Lindberg's, nye bog "Med Jon i vildmarken" En bog som er er udgivet i et praktisk lommeformat, der gør den nem at have på tur i naturen. 

Kroppen kan klare sig tre minutter uden ilt, tre timer uden ly, tre dage uden vand og tre uger uden mad, før den bukker under.

Bogen er på ingen måde en udtømmende how-to bog, men giver gode overordnede guidelines inden for de forskellige discipliner; forberedelse, udstyr, shelter, bål, vand, mad i naturen, navigation og førstehjælp. Jeg er særligt imponeret af de mange kreative og lidt alternative tips der er at finde i bogen. Fx beskrives der hvordan man kan koge vand uden en gryde, hvordan man kan navigere efter mos eller et ur, hvordan man kan bruge blade og græs som isolation i ens tøj osv.


Ideen om saunahytten var til at starte med noget “nice to have”, men blev til “need to have” fordi den gav mig et mentalt boost og fik mig til at tænke nogle fede tanker om hele oplevelsen som sådan og om dem derhjemme.”


Bogen giver også et rigtig godt indblik i programmet Alene i vildmarken, da bogen indeholder små noter herfra. Man får et rigtig godt indblik i hvor Jon nåede så langt og hvordan han ofte altid var et skridt foran de udfordringer der kunne dukke op. 


Går du eksempelvis forbi birketræer, så sørg for at tage noget af barken, som du kan bruge til optænding senere, i stedet for først at søge efter det, når du skal tænde bålet


tirsdag den 3. oktober 2017

Stilheden i støjens tid - glæden ved at lukke verden ude af Erling Kagge

" At lukke verden ude handler ikke om at vende ryggen til sine omgivelser, men om det modsatte: at se verden lidt tydeligere, holde kursen og forsøge at elske livet."
4/6 stjerner     Sideantal: 148     Forlag: People's Press

Hvad er stilheden? Hvor er den? Og hvorfor er den vigtige end nogensinde før? Dette er de tre spørgsmål Erling Kagge stiller i sin nye bog "Stilheden i støjenst tid, hvor han kommer frem til 33 forskellige svar, om udgår små kapitler i bogens tre dele.   For at nå frem til disse  trækker han på viden inden for filosofien, poesien, kunsten, musikken og opdagelsesrejendes. Her henvises til personer som Nansen, Jon Fosse, Heidegger, Rolf jacobsen, Emily dickinson, William Blake osv. Men Kagge trækker i den grad også på hans egen viden omkring stilheden. Tidligere tog han på den anden side af jorden for at finde den, hvor han blandt andet har gjort sig bemærket ved at være den første der både er gået til syd og nordpolen, samt besteget Mount Everst. (Måske kender du ham også fra at have opstartet det norske forlag som bl.a. har udgivet arv og miljø af Vigidis Hjorth). Men i virkeligheden fandtes stilheden ingen af disse steder, men inde i ham selv

Eftersom jeg ikke kan vandre, klatre eller sejle fra verden,
har jeg lært mig selv at lukke den ude

Bogen tager fat i den probelmstilling at vi det moderne samfund nærmest flygter for stilheden og straks tænderfor radioen så snart vi møder den, for som han siger;

" Mange søger ligefrem støj, for i stilheden møder man sig selv, og det er et af de hårdeste møder, man kan have i livet."

Personlig skulle jeg lige vende mig til bogens format, da jeg havde forventet en mere systematisk og teoretisk gennemgang af stilheden, men det er ikke bogens agende. Istedet skaber bogen refleksion og nysgerighed omkring stilheden. Det er nok betegnelsen "33 svar" der har forvirret mig, for føler ikke jeg har fået svar i den gengse forstand, snare stof til eftertanke, hvilket også har sin plads og passer til den helt særlige stemning af stilhed i bogen.

“For mig virker pauserne som en bro, hvor samtaleparterne tænker, at de er på den ene side af floden, og når de begynder at tale igen, befinder de sig på den anden side.”


mandag den 2. oktober 2017

Om af Persille Ingerslev

Men det, jeg mener er jo egentlig bare,
at det skal være livet værd at eksistere. Det skal det.
5/6 stjerner   Forlag: Egolibres    Sideantal: 166

Persille Ingerslev bog Om handler om mane ting. Om at dyrke grønsager i køkkenvinduet i København. Om klodens ressourcer. Om psykisk sygdom.  Om det at knække i det moderne vækstsamfunds hamsterhjulet. Om at insistere på sin værdi som menneske selvom man er på kontanthjælp. Om at tage fat i det man har og kan. Om at finde håbet og kampgejsten frem. 

Jeg føler med karse og majs. Jeg synes heller ikke, jeg har fået muligheden for at blive plantet i den rigtige jord og vokse, og jeg bliver hele tiden kampdyrket af kommunen, og så er jeg endda medicineret med alt muligt kemisk ragelse.

Bogen er skrevet af Persille Ingerslev, som også står bag facebook siden Pernilles hjemmedyrk(her). Hvis man bryder sig om indholdet på siden, så vil man helt sikkert også knuselske bogen Om. Ligesom på hendes facebook side formår hun at forene humor og alvor, at give små praktiske tips mens hun filosoferes over tilværelsen og det samfund vi lever i. Og der bliver ikke lagt fingre imellem, når særligt sidstnævnte beskrives. 


Når jeg smider den sidste rest af ris ud fra gryden, hvor den blev kogt, tænker jeg på risplanten - på hvor lang tid det egentligt har taget for dette ene riskorn at skyde frem for planten og blive modent.

Bogen har taget mig med på jobcenteret og vist mig et system af firkantede kasser, jeg endnu ikke selv har stiftet bekendtskab med, men Persille har vist mig dem. Ligesom hun har vist mig hvordan man får broccoli til at holde længere hvis man stikker det et par centimer ned i en urtepotte

"Jeg er her bare. Ligesom Ingefær."

I bogen kommer man helt ind under huden på Persille tankeunivers, der bliver leveret ærligt og poetisk. Personlig er jeg ellevild de mange sammenligninger mellem mennesker og planter som går igen i bogen og Persilles evne til at blive helt skør i bøtten over eksistensen af en porre.

Nogle frø skal have frost, før de spirer. Nogle skal endda kastes ind i ilden, før de overhovedet kan åbne sig. Nogle planter klare sig bedst med kun en smule dugdråber en sjælden gang imellem. Hvis de fik en almindelig god vanding, ville de simpelthen rådne.(...) “Så ville det måske være okay, hvis man først fandt sin gejst, efter man var fyldt 40, eller hvis man egentlig var mest produktiv om natten, eller hvis man fandt større glæde ved at fodre ænder end ved at planlægge en solid karrierer.

Efter at have læst bogen kan jeg slet ikke lade være med at tænke på Halfdans Rasmussens sang Noget om helte. 



torsdag den 14. september 2017

Turen går til Bøgernes Verden - en litteraturguide til rejser af Katrine Tschemerinsky



4/6 stjerner    Sideantal: 132    Forlag: Politiken

H. C. Andersen sagde i sin tid; "at rejse er at leve", men med Politikens nye bog i serien Turen går til, fristes man til at ændre det til "at rejse er at læse." Bogen præsenterer en række romaner med tilknytning til forskellige lande og verdenshjørner.  Bøgerne går på tværs af tid og genre, men har det tilfælles at de alle beskriver og fortæller rammende om det sted de foregår i.  Det kan være alt fra historiske romaner, klassikere, socialrealisme til rejseskildringer.  Som det fremgår i bogens forord er formålet "glimtvise oplysning fremfor litteraturhistorisk oprulning". Selvom bogen måske er ment som et opslagsværk når man skal ud på faktiske rejse, så fungere den også ganske fint som inspirationskatalog til rejser der kan foretages fra lænestolen. 

Bogen er opdelt i fire overkapitler; Afrika og Mellemøsten, Americas, Europa, Asien og Oceanien. Personligt synes jeg det er en smule ærgerlig af Europa får lov at fylde hele 56 sider, mens Afrika og Mellemøsten må nøjes med 16 sider, samt Asien og Oceanien med 20 sider. Jeg havde gerne set det var omvendt, da jeg i forvejen er velbevandret i europæisk litteratur, hvorimod afrikansk, mellemøstlig, asiatisk og oceanisk litteratur er stort set ukendt territorium for mit vedkommende og jeg tror ikke jeg er den eneste. 

Når de skriver digte eller synger sange i Vesten, taler de på vegne af menneskeheden. De er mennesker, men vi er kun muslimer. Når vi skriver noget er det blot etnisk poesi.” (Orhan Pamuk)

Bogen ligger ikke skjul på at den er skrevet fra et europæisk perspektiv. for eksempel præsenteres Albert Cossery som Nilens Voltaire og Edward Said som den palæstinensisk pedant til Stefan Zweig. Dette gør det nemmere at forholde sig til de nye forfattere der præsenteres. Det danske perspektiv er også tydeligt, da mange af rejsebeskrivelserne er fra dansk hånd.

Vuggen gynger over en afgrund, og den sunde fornuft siger os, at vores tilværelse blot er en kortvarig lyssprække mellem to evigheder af mørke
(Vladimir Nabokov i "Sig frem, erindring.")

Introduktionen til de forskellige værker er korte og meget plotorienteret. Til tider indeholder de også biografisk information, men sproget og stilen spiller ofte ingen rolle. Heldigvis er der en del små citater fra bøgerne. Jeg har taget et par stykker af dem med i anmeldelsen. 


Everyday is a journey, and the journey itself is a home
(Matsuo Basho i "The narrow road to the deep north.")

tirsdag den 12. september 2017

Naturen på recept af Peter Qvortrup Geisling

Jeg troede, jeg kendte alle de danske sommerfugle. Heldigvis tog jeg fejl.”

4/6 stjerner Sideantal: 251   Forlag: Gyldendal 


Naturen er sund for alle, og den smager bedst, hvis du har smagt den som barn.
Sådan lyder det i første kapitel i Tv-lægen Peter Qvortrup Geisling nye bog Naturen på recept og barndommen er et af bogens helt store temaer, både i form af erindringsglimt fra Qvortrup egen barndom, hans oplevelser med og opdragelse af hans seksårige datter Merle, men også i form af et spørgsmålstegn til fremtiden, for hvad sker der når børn ikke længere udsættes for naturen.

Hvis vi skal redde miljøet, må vi begynde med at redde en truet art:Barnet i naturen” ( Richard Lowe, forfatter til “Det sidste barn i skoven”, citeret i bogen)

Bogen er ikke udsprunget af "en speltfikseret, økologisk og bæredygtig mission" og det sidste Qvortrup ønsker med den er at give folk dårlig samvittighed over endnu en ting de ikke når i hverdagen, tværtimod. I stedet ønsker han at forklare hvad det er ved naturen, som er så sund for os. Bogen beskriver bl.a. hvorfor de giver mening at tænke naturen ind i planlægningen af nye sygehuse, hvordan terapihaver virker mod stress, hvordan demens har nemmere ved at huske træer end fx den menneskeskabte hammer. Derudover bliver man som læser introduceret til Den biologiske-genetiske teori og den psykologiske-relationsmæssige teori om hvorfor naturen gavner mennesket.

Naturen er hverken god eller ond. Den er bare naturlig. Min påstand er, at man skuffes mindre, hvis man er flasket op med natur. Man får et mere realistisk billede af naturen,  hvad der driver mennesket.

Der bliver ikke gået meget i dybden med disse ting, men bogen giver derimod en et godt overblik over den forskning der findes inden for området. I stedet går bogen meget op i at introducere forskellige personers forhold til naturen, samt hvilken rolle den spiller i deres hverdag. Her møder vi bl.a. tidligere stress ramte Hanne, Naturfotografen Lars Gejl og TV-metrologen Jesper Theilgaard. De kommer bl.a. ind på hvordan naturen fungerer som et dagligt pusterum og giver en følelse af at være en del af noget større end en selv.

Man oplever, at de vanlige ting forsvinder, og stjernerne tændes. Man begynder at kunne se verdensrummet. Og det er jo det, det handler om. Man bliver ydmyg. Vi bor på denne lille besynderlige sten og opfatter os som verden navle. “ (TV-metrolog Jesper Theilgaard, citeret i bogen)

Bogen er også spækket med fantastiske naturbilleder, som man kan dvæle ved, for som bogen selv siger Naturen skal opleves, ses, lugtes og mærkes. Ordet er sjældent nok til, at beskrivelser af naturen kommer til sin ret.

Bogen allerbedste målgruppe er nok forældre til mindre bør, da refleksioner om børneopdragelse fylder en del. - Men andre får helt sikkert også meget godt ud af bogen. 


“Når man vandre i naturen, finder man altid langt mere, end man søger” (John Muir, citeret i bogen)




lørdag den 9. september 2017

Pindsvinets elegance af Muriel Barbery


Bogen er sponsoreret af Bog&Ide.
Du kan læse mere om bogen, samt købe den på deres hjemmeside her
2/6 stjerner    Sideantal: 376    Forlag: Tiderne skifter



Det er altid en smule risikabelt at sætte sig for at læse en bekendts yndlingsbog. Dette har jeg med sande måtte erfare med "Pindsvinets Elegance". Min fætters kæreste havde læst den og var så begejstret at hun måtte kopiere enkelte sider af bogen ud da passagerne var så smukt. Derfor var der ingen tvivl om at jeg måtte læse bogen engang. Desværre matchede hendes begejstring for bogen ikke min egen, som viste sig at være nærmest ikke eksisterende. 


“"Den, som slår længsel, høster undertrykkelse,” er jeg lige ved at hviske, som om kun min kat lytter med.

Selve romanens plot udspiller sig i det parisiske overklasse boligkompleks. Her følger læseren henholdsvis den midaldrende Renée, som har været portnerske i ejendommen igennem 27 år. Hun er ifølge bogens anden hovedperson, 12-årige Paloma, som er den privilegerede datter af en af ejendommes fornemme beboer,  i besiddelse af et pindsvins elegance. Under hendes umildbare optræden som en typisk grim, tyk og fjernsynskonsumerende portnerske gemmer der sig en vaskeægte  kultiveret autodidakt med et højt dannelses niveau. Disse sider holder Renée dog skjule for ikke at skabe uro i de sociale systemer og vække unødig opmærksomhed.  Denne balance ændrer sig dog den dag en velhavende japansk herre flytter ind i ejendommen og bringer de to hunkønsvæsener sammen. 

Mme Michel har pindsvinets elegance: Udadtil er hun bevæbnet med pigge som et forsvarsværk, men min intuition siger mig, at indeni har hun den samme enkle elegance som et pindsvin, som kun tilsyneladende er langsomt i optrækket, men den i virkeligheden er en forrygende elegant, lille enspænder.”

For mig er romanens største fejl karakterernes manglende troværdighed som selvstændige individer. Under hele læsningen havde jeg, på trods af skift i skrifttypen, svært ved at orientere mig om jeg læste et kapitel fra Palomas eller Renée perspektiv. Deres tankemønster mindede simpelthen for meget om hinanden. De havde de samme meninger, måder at rationalisere på og den samme snobbede tilgang til andre mennesker. Særligt sidstnævnte gjorde det umuligt for mig at sympatisere med dem og jeg håbede desperat de ville udvikle sig undervejs, men ak nej.  Deres tankespind, som skulle bære bogen, minde for mit vedkommende for meget om forfatterens egen snæversynede lommefilosofi, hvilket skuffede mig en del, da bogen har været sammenlignet med Jostein Gaarders roman "Sofies verden." 


Dag efter dag afvikler vi vores liv, som om det var en lang korridor, der bare gjaldt om at komme igennem

Måske havde bogen ramt mig mere, hvis jeg var vokset op i det mere klasseopdelte franske samfund, men i stedet blev jeg blot irriteret af de præmisser der blev sat op. Særligt ideen om japansk kultur var redningen fra det overfladiske franske snobberi, dog uden nogen forklaring.  
En god ting er der dog at sige om bogen, sproget er virkeligt smukt også selvom det tendere til det mere klicheprægede. 


Ved De, hvad sommerregn er?

Først er det sommerhimlens bristefærdigt rene skønhed, den ærefrygt, der griber hjertet - at føle sig så latterligt lille midt i alt det sublime, så skrøbelig, mens man opfylde af verdens herlighed, forbløffet, ramt og betaget af verdens gavmildhed.