tirsdag den 15. august 2017

Dark Matter af Blake Crouch

Du fortalt med at vores eksistens ikke var andet end valg, og at du havde valgt forkert nogle gange, men aldrig så slemt som i forhold til mig. 
Du sagde du var ked af at det var gået sådan.
Stjerner: 5/6        Sideantal: 390    Forlag: Gyldendal

"Du vil sluge Dark Matter på en eftermiddag, eller mere sandsynligt, en nat" Sådan skrev New York Times Book Review om Dark Matter og i mit tilfælde tog de ikke fejl. Dog tvivler jeg ikke på at der er mange der vil anklage bogen for dens manglende litterære kvaliteter. De vil angiveligt have ret i mange af deres anklager. Selve sproget i bogen er fyldt med klichepræget metaforer og billedsprog. Blake Crouch har tilmed en særlig skrivestil hvor han opremser omgivelserne karaktererne befinder sig i, i enstavelsesord med hver deres egen linje. En skrive stil som måske ikke er høj litterær stil (men som formår at giver roman et hurtigt tempo).  På trods af mulige mangel på litterære kvaliteter, så virker romanen for mit vedkommende og dette skyldes dens budskab og spænding. 

Vi lever alle sammen fra dag til dag, fuldstændig uden at tænke over at vi er en del af en virkelighed der er meget større og mærkeligere end vi kan forestille os.


Romanen udspiller sig omkring et paradoks skabt af kvantemekanikken, nemlig muligheden for eksistensen af multiverser. Dette betyder at den verden vi lever i kun er en ud af en uendelige række universer. Parallelt med vores verden findes der altså andre verdener - nogle der ligner vores til forveksling og andre der er meget anderledes.  Adgangen til disse verdner åbnes op i romanen, hvor hovedkarakteren Jason hvirvles ind i en hæsblæsende rejse for at finde tilbage til hans egen verden. Her tvinges han ud i refleksioner omkring hans valg her i livet og om hvorvidt de har gjort ham lykkelige. Der kommer en del små plottwist under vejs, som jeg ikke vil løfte sløret for. 


Forestil dig du er en fisk der svømmer i en dam. Du kan bevæge dig fremad og bagud og fra side til side, men aldrig ud af vandet. (….) Forestil dig så at nogen stikker hånden ned og løfter dig op ad dammen. Så opdager du at det du troede var hele verden, kun er et lille vandhul. Du ser andre vandhuller.

Dark Matter formår i mine øjne at smede spænding og refleksion sammen i en i store træk vellykket roman. Den mikser fysik med filosofi. Der er dog nogle få ting som kunne være udeladt i roman f.eks. høre vi om en broder der i roman bliver kontaktet på et hospital. Denne broder dykker aldrig op, nævnes hverken igen eller løfter sløret for noget af Jason fortid. Han er i dybeste forstand overflødig. Dette er dog ikke som sådan noget der direkte forstyrrer selve læseoplevelsen. Selve slutningen er jeg ikke vildt begejstret for, men det er svært at argumentere for uden at spoile hele historien. 

Hvis der er en million vandhuller derude, med versioner af dig og mig der lever liv der ligner, og liv som er helt anderledes, så er ingen af dem bedre end lige her, lige nu. Det er jeg mere sikker på end noget andet i verden.

fredag den 11. august 2017

Kunsten at rejse af Alain De Botton


Rejser former vores nysgerrighed, så den passer til en overfladisk geografisk logik, lige så overfladisk som hvis bøgerne til et universitetskursus blev valgt efter deres størrelse og ikke de emner, de omhandler”
Forlag: Tiderne Skifter   Sideantal: 262      5/6 Stjerner 

Sommerferien er så småt ved at gå på hel. Størstedelen af os har brugt den på at drage ud i den store verden - og hvis ikke, så har vi i hvert fald haft mulighed for at følge med på andres rejser på diverse sociale medier. Men hvad er det egentlig der driver os til at rejse ud i verden? Og hvad er det helt præcist vi får ud at det? Det er nogle af de spørgsmål der behandles i Alain de Bottons bog "kunsten af rejse" 

En fare ved at rejse er, at vi ser ting på det forkerte tidspunkt, før vi har haft mulighed for at opbygge den nødvendige modtagelighed, og på et tidspunkt, hvor nye oplysninger derfor er nytteløse og flygtige som perler fra en halskæde uden en kæde til at forbinde dem

Selve bogen er bygget om omkring fem hovedtemaer med hver deres kapitler(Afrejse, motiver, landskab, kunst og tilbagekomst). Hvert kapitel stater med et skema over kapitlets guider og de geografiske steder der optræder. Guiderne består af en række intellektuelle personligheder, både inden for kunstens, filosofiens og litteraturens verden, og tæller J.k. Huysmans, Charles Baudelaire, Edward Hopper, Gustav Flaubert, Alexander von Humboldt, William Wordsworth, Edmund Burke, Job, Vincet Van Gogh,  John Ruskin, Xavier de Maistre. Ud over disse personligheder optræder der også en del andre intellektuelle hoveder.  På trods af inddragelse af så mange personer holdes der alligevel en rød tråd igennem kapitlerne, da Alain De Botton tager udgangspunkt i sine egne erfaringer og oplevelser, samt forsøg med at tage de "vises" ord til sig. 

Hvilket blændværk ligger der ikke i et maleri, vi beundre fordi det ligner, men den virkelig genstand lader os ligegyldige” (Pensées)

Personligt oplevede jeg at storset hvert kapitel efterlod mig med en ny indsigt eller noget nyt at reflektere over.  Det eneste der skuffede mig var at der ikke blev nævnt noget med selvfremstilling og selvbranding i forhold til rejser. Men set i bagspejlet giver det god mening, da bogen oprindelig blev udgivet på engelsk i 2002 - altså før facebook og instagram så dagens lys. 

Det virker som en fordel at rejse alene. Vores reaktioner på omverden bliver afgørende formet af dem, vi er sammen med, vi styre vores nysgerrighed, så den passer til andres forventninger

En af de vigtigste pointer jeg tog med mig fra bogen var ”At den glæde, vi får på rejser, måske afhænger mere af den mentalitet, vi rejser med, end det sted, vi rejser til”. Med andre ord har det at være en god rejsende mindre at gøre med hvor langt væk man tager, men mere at gøre med hvordan man observere verden omkring en. (Sidste nævnte gives der i bogen en række gode fif til.) Derudover lærte bogen mig om kunstens præg på rejseoplevelser, vores forventninger og forestillinger indflydelse og hvordan rejsebeskrivelser måske kan påvirke vores oplevelser lidt for meget, samt meget mere.  Vil bestemt anbefale bogen til alle der ønsker at få en større forståelse for fænomenet "at rejse". Bogen er fuld af indsigt der bliver leveret på en velformuleret og vedkommende måde. Selv vil jeg snarest give mig i kast med hans to lignende udgivelser "Lykkens arkitektur" og "Status angst"



onsdag den 9. august 2017

A - Z Survey-tag del 1


 For et stykke tid siden blev jeg tagget af  Regitze fra Bookish Love Affair i tagget A-Z survey.  Tagget går i alt sin enkelhed ud på at man besvare et spørgmål for hvert bogstav i alfabetet. Da det er oprindelig er et engelsk tag giver det ikke mening at oversætte spørgsmålene, da de så ikke længere passer til alfabetet. Tagget er forholdvist langt og jeg har derfor valgt at besvare det over to gange, så her får i svaret på de første 13 bogstaver. I kan læse Regitzes fulde besvarelse  her.

Author you've read the most books from:
Jeg tjekkede det lige på goodreads for at finde svaret og det viser sig at det er Haruki Murakami med otte bøger. Hvilket overrasker mig en smile lidt da jeg faktisk ikke særlig begejstret for Murakami, men hans skrivestil passer bare enormt godt til lydbøger og derfor ender jeg ofte med at høre en lydbog af ham når der skal gøres hovedrent. I virkeligheden har jeg nok kun læst en fysisk bog af ham. I virkeligheden er det nok mere Benny Andersen jeg har læst flest værker af.  På Goodreads står der godtnok kun at jeg har læst fem bøger, men heriblandt findes hans samlede digte og novelle antologier.  

Best sequel ever:
Jeg må nok indrømme her at jeg aldrig rigtig er blevet fanget af en serie og derfor må svare pas på denne. Jeg har dog forsøgt mig både med Kirstin Lavransdatter af Sigrid Undset og Jon Fosses trilogi.


Currently reading:
Patti Smith selvbiografiske bog “Just Kids” om hendes forhold til den nu afdøde fotograf Robert Mapplethorpe. Bogen tegner et fantastisk portræt af kunstnermiljøet i 70’erne, hvor man både kan løbe ind i Jimi Hendrix og Allen Ginsberg.

fredag den 4. august 2017

Vivian af Christina Hesselholdt

Vivian har aldrig kunne få virkelighed nok
Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. 
Du kan læse mere om bogen, samt købe den på deres hjemmeside her
Forlag: Rosinante    Sideantal:2001     4/6 stjerner


For et del år siden var jeg et smut forbi Tate Modern i London. I deres souviner afdeling faldt jeg over en farverig bog om berømte kunstsamlere. Efter at have bladret lidt rundt i bogen falder jeg over spørgsmålet "But are there not always great artist that go undiscovered?" Et spørgsmål der dukkede op i min bevidsthed igen, da jeg ligesom Christina Hesselholdt, stødte på dokumentaren om Vivian Maier. En kvinde som var gået over i glemsel, hvis ikke hendes fotografier ved et tilfælde var blevet opdaget på en aktion for antikviteter. Vivian havde selv levet i al ubemærkethed som barnepige og aldrig forsøgt at få anerkendelse for de mere en 15.000 fotografier hun tog igennem hendes levetid.(1926-2009). På den måde står hun på mange måder som en modvægt til den tid og de idealer vi lever med i dag, hvor alt handler om likes, navlepilleri og beskæftigelse. 

Tingene hænger sammen; den ene ting leder til den anden, ligesom tanker, derfor kan hun kassere den eller den genstand. For så knækker kæden.

Det var måske en af de ting der tiltrak Christina Hesselholdt til Vivian og fik hende til at skrive en roman om hende. Selve romanen er skrevet i bedste Hesselholdt-stil, hvor flere stemmer byder ind og til sammen skaber en fortælling. En stil der på mange måder også minder om selve dokumentarens opbygning, på den måde skabes der en parallel mellem bogen og dokumentaren.  Hesselholdt går så langt som at lade Vivian diskutere med bogens fortæller stemme, hvilket klarlægger for læseren at der ikke er tale om en biografisk fortælling, men en roman. Dette distancer også bogen for den realisme Vivian stræber efter i hendes fotografier.   


Hun er den eneste der forstår det når jeg siger dette er en kunstig verden, en knappenål af ynde og værdighed.  Men jeg kan bedre trække vejret i fortrydelsen og snavset som denne knappenål sidder i”

En anden dybt fascinerende ting ved Vivian er at hun ikke forsøger at realisere sig igennem kærligheden, som ellers er en tendens i hendes egen tid, men skam også i vores egen tinder-tid. Målet for hende er ikke at blive den perfekte partner, men hendes rolle som iagtager. Hun er ikke den der bliver set på, men den der ser.


Fordi jeg skal forblive uberørt altid, behøver jeg ikke spilde tid på ubetydeligheder som hår eller påklædning, jer er den der skal Se

Baggrunden for dette findes angiveligt i Vivians fortid med en dysfunktionel familie, som romanen gradvist løfter sløret for. I hendes rolle som barnepige får hun, som   hun selv siger; "få lidt familieliv, spise af den varme grød helt ude i kanten, uden at brænde mig” Romanen Vivian gemmer med andre ord på mange temaer. Temaer der strækker sig langt ud over Vivians egen historie, men som også bliver leveret i de bider vi får fra fortællingens bipersoner, som strækker sig helt ud til psykologen til en af de børn Vivian passers mor.


Enhver man stirrer på længe nok vil forekomme en besynderlig

Du kan se traileren til dokumentaren om Vivian her

mandag den 31. juli 2017

Antikkens etiske tradition af Troels Engberg Pedersen

“Idélære er ikke en “rent despriptiv” facitliste, som gud og hvermand kunne slå op i og føre ud i livet.
Forlag: Gyldendal    Sideantal: 264    Undertitel: fra sokrates til Marcus Aurelius    4/6 stjerner

Det er vist ingen hemmelighed at interessen for antikkens tanker er steget efter at Svend Brinkmann har udgivet de to bestsellere "Stå fast" og "Ståsteder". Derfor har Gyldendal valgt at genudgive Troels Engberg Pedersen bog "Antikkens etiske tradition" fra 1996. Genudgivelsen kommer med et nyt kapitel der perspektivere antikkens etiske tradition op til i dag. 

Lykken er altså det bedste, det mest moralsk gode og det mest nydelsesfuld, og de tre ting kan ikke adskilles” (Aristotles)

Bogen bygger en tese om at det giver mening at tale om en samlet etisk tradition i antikken, på trods af indbyrdes variationer og forskelle i perioden. Kompositionsmæssigt er bogen tematisk opdelt i et kapitel om lykken, goderne, dyd, retfærdighed og venskab. Herefter følger et kapitel om Marcus Aurelius og perspektiveringen, der begge har til formål at vise antikkens etik strækker sig langt frem og ikke kun tilhøre det gloriøse 4 årh. f.kr. Men at der bl.a. har været en lang hellisme sommer og en overtagelse af antikken etik i kristendommen (dog godt nok en ensidig overtagelse.)

Dyderne kan ikke adskilles. Har man én, har man alle

For mit vedkommende var bogen et gensyn med velkendte begreber som fx  téchne, prónésis, hexis, men i en endnu højere grad en introduktion til nye begreber, heriblandt moralpsykologi, sondringen mellem formel og substantielle mål, okeiosis-argumentet og mange flere. Bogen er spækket med citater fra Sokrates, Aristotles, Platon, Cicero, Epikur og Diogenes. Troels Engberg Pedersen er god til at dele dem op i enkle dele og udlægge dem for sine læsere. Der er en del kassetænkning og ordnørderi over antikken, hvilket også afspejler bogens formidling, hvilket gør at bogen til tider kan virke en lille smule kedelig, men det er bare med at holde i - for Troels Engberg Pedersen har styr på sit emne og levere en høj akademisk standart. Bogen er en perfekt introduktion hvis man ønsker at give sig i kast med antikkens egne tekster.


Intet menneskeligt er mig fremmed” (Terents)

Jeg vil dog slå fast at bogen langtfra er for alle og har så bredt et publikum som fx Brinkmann. Det kræver sit at gå i gang med Antikkens Etik og nyde den. Man skal være af en vist nørdet støbning og allerede have en interesse for perioden og etik, ellers går man ret hurtig død.

Hvis man ikke direkte nyder, dvs. glæder sig over, at gøre moralske rigtige handlinger, er man slet ikke god” (udlægning af Aristotles.)

torsdag den 20. juli 2017

Tænk vildt! af Rane Willerslev

Det er ikke et moralsk argument. Det er overhovedt ikke et ideologisk argument!
Det handler faktisk om bundlinjen
Forlag: People Press    Sideantal: 160      2/6 stjerner

"Danmark har sgu ikke brug for pæne 12-tals piger. Vi har brug for nogle skøre hjerner, der kan tænke vildt og skabe nybrud inden for forskningen og samfundslivet.Sådan lød det tilbage i august i 2015, da Rane Willerslev udtalte sig om det danske uddannelsessystem.  Rane Willerslev angreb den korrekthedskultur der iflg. ham er blevet opbygget og som er med til at ødelægge innovationen. 

Artiklen skabte livligdebat hos mine medstuderende. Flere mente han havde fat i den lange ende, mens andre følte sig truffet som 12-talspiger og mente at det ikke var et enten eller, når det kommer til udenadslære og innovation. Jeg var selv på sidstnævnte side. Da jeg af princip mener det er vigtigere at lytte til dem man er uenige med end dem man er enige med, følte jeg en hvis form for forpligtigelse til at læse Rane Willerslev nye bog om emnet. Her havde han trodsalt haft mere tid og plads til at argumentere og forklare sine standpunkter.  Det var med disse forudsætninger at jeg gik ind til bogen. (Hele artiklen kan læses her).  

Selve bogens opbygning virker en smule rodet. Først kommer der et par kapitler om hans overtagelse af kulturhistorisk museum i Oslo, så et kapitel om hans tid som pelsjæger i Sibirien og så et par stykker om overtagelsen igen, inden der blev afsluttet med en række kapitler om uddannelsessystemet.  

“De studerende læser ikke et fag. De bliver det”

Jeg føler ikke som læser at der på noget tidspunkt kommer en rød tråd eller fordybelse i emnerne, men at de i stedet bære meget præg af en ensidig subjektiv holdning der taler i absolutter og hvis argumenter ikke er underbygges.  Jeg føler med andre ord ikke der bliver gået mere i dybden end den artikel jeg har læst.  Det er ikke fordi jeg er fuldstændig uenig i det han siger, men synes hans standpunkter bliver præsenteret usagligt i min optik. Der er ikke et blik for at vi i Danmark har brug for forskellige kompetencer, eller for den sagsskyld hvilket pres medbestemmelse kan ligge på medarbejdere, især hvis det ikke gøres rigtig. 

“Det er jo en almindelig anerkendt, at chef er noget, man ansættes som. Leder bliver man først, når medarbejderne følger en”

I bogen præsenteres også Ranes forsøg med at overføre sine erfaringer og oplevelser fra jukagirene  et jægersamlerfolk - til erhvervslivet er enormt spændende.  Her introduceres begreber som det røde rum, det røde råd og magiske cirkler.  Desværre formår han igen ikke rigtig at komme ordentlig i dybden med det, fordi bogen trækker i så mange forskellige retninger.  Bogen er dog fyldt med retoriske punch lines, som det bl.a. kan ses i de citater jeg har medtaget i denne anmeldelse. 





fredag den 7. juli 2017

Hvis du møder en ensomhed af Lone Munksgaard Nielsen

"Hvis du møder en ensomhed, så tal med den,
indtil den røber sit navn, så opløses den og kan ikke nærme sig en anden
Forlag: Artur (Turbine)    sideantal: 45    undertitel: et digt
5/6 stjerner

Lone Munksgaard Nielsens nye digtsamling opfordre dens læsere til at møde ensomheden og se den i øjnene. At række hånden ud og tør røre ved den, føle og reflektere over hvilken størrelse den er. Digtsamlingen forsøger med andre ord at tage fat i den fast tømrede forstillingen af ensomheden som noget ensidigt negativ og tabubelagt, vi ikke har lyst til at beskæftige som med. 

Mørket kan også danse

Denne forestillingen  udfordres i digtsamlingen gennem brug af besjæling af ensomheden og stærke kontraster mellem lys og mørke. Den viser det smukke og særlig ved ensomheden og ensomhedens natur som et eksistentielt vilkår, der ikke kan eller bør gemmes væk. Vi skal leve med den i stolthed og ikke være bange for den. Jeg blev personligt i den grad draget ind i digtsamlingens univers og præmis. Faktisk i sådan en grad at da den sidste side i digtsamlingen var vendt startede jeg straks forfra.  

Du må holde om døden. Den er bange og har ikke lyst til at tage imod dig

Bogbloggeren Book me up, Scotty! har lavet en helt fænomenal anmeldelse af "Hvis du møder ensomheden" som virkelig formår at kaste lys over hvad digtsamlingen kan. Anmeldelsen kan læses her.

"Hvis du møder en ensomhed" er anden digtsamling i Turbines nye Arthur-serie.  Den første digtsamling i serien var reaktionsmønster af Anette Kure Andersen. Du kan læse min anmeldelse af digtsamlingen her